23948sdkhjf

Eilersen satser på kontrakt: - Slut med at blive valgt fra

Eilersen vil ud af stuerne og ind i lobbyer, lounges og lufthavne med ny kontraktkollektion

I mere end et århundrede har forbrugere verden over kunnet købe Eilersen-møbler til stuen derhjemme, men fremover kan de også lade sig sænke ned i en sofa eller stol fra den fynske møbelproducent udenfor hjemmets fire vægge.

Den familieejede virksomhed, der har aner helt tilbage til 1800-tallet, går nu målrettet ind på kontraktmarkedet med en ny kollektion, der efter planen skal være at finde på kontorer, i hotellobbyer, lufthavnslounges og meget mere verden over.

- Vi har gennem årene haft den udfordring, at vores karakteristiske bløde polstring og tekstiler ikke er egnet til kontraktbrug. Det betyder, at vi - med rette - er blevet valgt fra på B2B-markedet, men det er slut nu, siger en af de tre ejere Anders Juul Eilersen om den nye strategi.

Han fortæller, at det er helt naturligt for Eilersen at satse på kontrakt netop nu, hvor området i stigende grad flyder sammen med retail-salget hos møbelproducenten.

Der er rigtig mange møbler på kontraktmarkedet, der ikke er særligt behagelige, men vi kommer aldrig til at gå på kompromis med hverken komfort eller design. Anders Juul Eilersen, ejer

- Det er blevet meget udtalt efter corona, at vi gerne vil have komforten fra vores bløde sofa med på arbejde, ligesom vi generelt sidder alle mulige steder og arbejder både inden- og udenfor hjemmet. Det hører vi også fra vores forhandlere, der efterspørger den slags møbler på vegne af både B2B-markedet og forbrugerne, så det er helt naturligt for os at imødekomme den efterspørgsel.

Fakta om Eilersen

  • Virksomheden er grundlagt som karetværksted i i 1895, men er senere omstillet til produktion af møbler.
  • Er ejet af Niels Thomas Juul Eilersen, Jens Jørgen Juul Eilersen og Anders Juul Eilersen, der også driver virksomheden som hhv. designer, salgschef og markedsføringschef.
  • Har hovedsæde i Skamby på Fyn.
  • 27 ansatte per februar 2024 med produktion i Slovakiet og Kina. 

Eilersen.com og CVR

Kompromisløs komfort

De nye kontraktmøbler er en videreudvikling af Eilersens eksisterende boligkollektioner - dog med fastere polstring og mere hårdføre tekstiler fra blandt andet Gabriel og Kvadrat. Og ifølge Anders Juul Eilersen har den kombination høstet stor interesse på både det asiatiske og nordeuropæiske marked.

- Der er rigtig mange møbler på kontraktmarkedet, der ikke er særligt behagelige, men vi kommer aldrig til at gå på kompromis med hverken komfort eller design, slår han fast.

- Som jeg ser det, oplever vi stor interesse, netop fordi vi har holdt fast i Eilersens DNA og blot finjusteret, så vi nu kan opfylde de krav, der stilles til kontraktmøbler i forhold til vedligehold og holdbarhed. 

N. EILERSEN A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 15,7 21,6 29,2
Resultat af primær drift -0,3 7,2 16,0
Resultat før skat -2,6 8,0 19,0
Årets resultat -2,5 6,6 15,3
Balancestatus 106,8 117,6 114,1
Egenkapital 69,2 74,4 69,3
Antal ansatte 30 29 28
Kilde: CVR

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047